Jens Funder-Nielsen

(1935-2016)

Min far, Jens, voksede op i Egernsund i Sønderjylland som den næstældste af fem søskende. Hans to yngre brødre, Kaj og Ib, brugte deres tid på sejlsport og fodbold, mens Jens fandt glæde i at male med olie- og akvarelfarver sammen med sin storesøster, Bitten, og lille-
søster, Jette.

Efter endt skolegang flyttede Jens til København, hvor han blev optaget på Kunsthåndværkerskolen. Jeg har en stærk fornemmelse af, at hans tid i København formede ham og blev afgørende for den kunstner, han blev.

Efter sit københavnske eventyr forelskede han sig i min mor, Edel, og sammen bosatte de sig i Sønderborg. Her forsørgede han sin familie som grafiker og lavede reklamer til erhvervsdrivende og aviser, samtidig med at han skrev og udgav adskillige hobbybøger om papirklip. For min far var kunsten ikke blot en passion – den var hans livsnerve. Han malede akvareller og oliemalerier helt frem til sin sidste tid, indtil han i 2016 måtte give efter for kræften. Hans værker blev flere gange optaget på censurerede udstillinger og solgt.

I dag glæder det mig dagligt at se min fars naivistiske og humoristiske malerier pryde væggene på caféen. Med hjælp fra fotograf Jens Honoré, har jeg kunnet lave prints, der gengiver originalerne både i størrelse og farver.

Jeg håber, at du vil mærke varmen og humoren, når du bladrer videre i denne bog eller kigger på værkerne omkring dig.

Jes Funder